Skip to main content

Som programmør, webudvikler, frontendudvikler eller hvad du nu vil kalde det, er det let bare at fordybe sig i sit eget felt og sin egen verden. Det er så sjovt med de der koder, hvad man kan gøre med dem – alle de muligheder. Men specielt som webudvikler, frontendudvikler, webdesigner eller hvad vi nu skal kalde os selv – os der laver hjemmesider af den ene eller anden art – er det altså vigtigt også at følge med i de omkringliggende fag. Er det ikke rart at vide hvad hulen formålet med den hjemmeside du laver, egentlig er? Sådan har jeg det i hvert fald selv, og derfor deltager jeg i online marketing konferencer, læser blogs, bøger, nyheder mm for at vide hvad formålet med mit arbejde er – og så jeg kan rådgive mine kunder bredere naturligvis. I den anledning købte jeg Linkbuildingbogen som er skrevet af den danske SEO ekspert Henrik Bondtofte. Og jeg synes da også, at jeg ville give den en anmeldelse med på vejen.

Helt overordnet

Den er god…

Nej vent!

Den er rigtig god…

Nej vent!

Den er rigtig, rigtig god…

Nej… Okay, du har fanget det nu ikke? Den er tæt på uundværlig. Jeg vil ikke påstå, at du ikke kan opnå den her viden uden bogen. Men hvor fedt er det ikke lige at have en bog man kan bruge som opslagsværk hver gang man vil inspireres til at få nye links til eget site, eller hvis dine kunder spørger om du kan hjælpe dem? I stedet for at skulle lede bogmærker, podcasts, blogindlæg osv. osv. igennem for at finde det guldkorn man lige vidste passe ind lige nu og her.

Den rigtige opbygning

Henrik starter helt fra bunden. En kort intro til Google og linkbuildingens historie efterfølges af en gennemgang af internettets historie. Her er der lidt at hente for den tekniske nørd – hvis man ikke allerede har facts på plads.

En rigtig god og grundig forklaring af hvad links er, hvordan og hvorfor de betyder noget for dit site efterfølges emner som linkanalyse og værktøjer til dette, hvordan du kan rammes af en straf interne linkbuilding mm.

I det hele taget rammer de 14 kapitler lige i bulls eye både hvad angår opbygning og indhold. Kombineret med at teksten er let læselig, er det kun få steder hvor man sidder tilbage og tænker “Okay, det der udtryk kunne jeg godt have brugt en forklaring på”. Heldigvis er det i de tilfælde hvor det bliver meget fagteknisk, så man mister ikke forståelsen.

Guldkorn

Bogen kommer med mange guldkorn. Rigtig mange faktisk. Nogle af dem jeg bed mest mærke i, var forslag til brug af nogle af de “operatorer” som man har mulighed for at bruge når man søger på Google, så om inurl:, intitle: og intext: – og så ikke mindste hele det sidste kapitel med 25 konkrete tips til at øge mængden af links til dit site.

Men gennem hele bogen får man så meget værdifuld viden, at det er svært at pille noget ud – ja okay, ud over det jeg allerede har pillet ud. Men differenciering på ip-klasser, gennemgang af værktøjer til linkanalyser, hvor man kan blive ramt og ikke mindst de 4 cases Henrik lægger på bordet skal da nævnes – men uden resten af indholdet, giver det bare ikke meget mening. Det er helheden der gør bogen så speciel.

Som programmør?

Jeg har prøvet at læse den med programmeringsbrillerne på. Men linkbuilding er ikke en disciplin der kræver enorm teknisk viden – og heldigvis for det, for så er det noget langt de fleste kan kaste sig ud i. Der er dog visse steder hvor man som programmør måske skal slå hukommelsen på turbo. Links via software og plugins til CMSer er bestemt aktuelt for programmører, specielt hvis man overfor kunden skal sælge sig selv og sine ydelser. Og så er der hele delen med splogs og linkbuilding fra egne sites – måske der ligger et forretningsområde klar der, for her er mængden med til at hjælpe hovedsitet med at ranke bedre. Og der kan vi som programmører jo lige så godt gøre os tilgængelige 🙂

Skal, skal ikke?

Men det vigtige spørgsmål er jo: Skal jeg købe den? Er den pengene værd? Er coveret flot? Svarene er: Ja, ja og det må du selv bedømme. For mig at se, er den alle 700 kr. værd. Også selvom du som programmør måske ikke skal bruge den direkte, så er der i min optik en klar fordel i at være med beatet når det kommer til SEO og andre emner indenfor online marketing. Dine kunder vil nyde, at du har viden om mere end blot PHP, .NET, Python, Ruby osv osv. Du vil kort sagt kunne give dine kunder en bedre rådgivning og måske endda i sidste ende, lande flere og større ordrer 🙂

Køb bogen her »