WordPress kommer med forskellige roller som kan tildeles de brugere du har på din hjemmeside.
Det er en rigtig god idé at kende forskel på rollerne, så du kan tildele nye brugere den rigtige rolle, alt efter om det er en programmør der skal kunne installere nye plugins, eller en skribent der bare skal skrive indlæg.
Derfor får du her en kort gennemgang af de 5 grundlæggende brugerroller, på en standard WordPress hjemmeside.
Har du et setup der benytter sig af WordPress ”multisite” funktionalitet (har du det, ved du det med garanti også), har en ekstra rolle, men den er relevant for så få, at jeg ikke gennemgår den her.
Vær varsom med hvordan du deler ud af rollerne. Ingen grund til at give administrator-rettigheder, hvis man bare skal skrive indlæg.
Administrator
En administrator er hende med nøglen til alle rum. Du har adgang til alle funktioner i WordPress, lige fra at installere plugins og themes, til at slette, skrive og rette indlæg, sider og kommentarer.
Hvem bør have denne rolle: Du bør naturligvis have det. Derudover vil programmører som oftest bede om den fulde adgang, så man kan teste plugins mm.
Desværre er der nogle plugins der kræver administrator rettigheder, til deres funktioner. Så selvom du i princippet kan klare installationen af pluginnet, så kan det være andre brugere skal være administrator for at bruge det.
I så tilfælde kan du enten forsøge at finde et andet plugin, eller overveje om du skal give administrator rollen til den givne bruger.
Redaktør
Engelsk: Editor
Redaktør er den første af de tre brugerroller der kredser om indholdet på din side.
Som redaktør kan man skrive, rette og publicere sider, indlæg, kommentarer, kategorier, tags og links (hvis sidstnævnte er en del af din WordPress opsætning. Er de typisk ikke i nyere versioner af WordPress).
Hvem bør have denne rolle: En person der skal have fuld kontrol med indholdet på din side, men som ikke skal have kunne installere plugins og themes, og i det hele taget rode med funktionaliteten på siden.
Kan fint sammenlignes med en redaktør på aviser og den slags.
Forfatter
Engelsk: Author
Kan skrive, rette og publicere eget indhold, samt slette eget indhold efter publicering.
Kan ikke oprette kategorier, man kan naturligvis vælge mellem dem der allerede er oprettet. Sjovt nok, kan de faktisk godt oprette såkaldte tags.
Som forfatter kan man ikke godkende, redigere eller slette kommentarer, men man kan se kommentarer der endnu ikke er godkendt.
Hvem bør have denne rolle: Skribenter er de oplagte at tildele denne rolle. Igen er det fint at drage paralleller til aviser og den slags medier. Hvis du ikke vil have nogle til at godkende skribentens indhold før publicering, kan denne sagtens have rollen som forfatter.
Bidragyder
Engelsk: Contributor
Den tredje og sidste rolle relateret til indholdet på din side.
Kan skrive og rette egne indlæg FØR de publiceres. Kan ikke uploade billeder og kan heller ikke publicere egne indlæg og indhold i øvrigt.
Hvem bør have denne rolle: Skal en skribents indhold gennemlæses ind publicering, er denne rolle ideel. Med begrænsede rettigheder, er det begrænset hvor galt det kan gå.
Abonnent
Engelsk: Subscriber
En lidt spøjs brugerrolle, som typisk bruges omkring kommentarer, hvis man sætter det op, så man som besøgende skal have en bruger når man kommenterer (kan sættes op så man får det første gang man skriver en kommentar og får den godkendt).
Man får mulighed for at logge ind på siden og rette i sin profil, men kan ikke andet end kommentere på indlæg og andet indhold med kommentarmuligheder.
Hvem bør have denne rolle: Er kun relevant at overveje, hvis man opretter en bruger manuelt med det formål, at vedkommende skal kunne kommentere på indhold. Sker i praksis ikke, og du vil derfor meget sjældent være i en situation, hvor denne rolle skal overvejes.