Den er sikkert skrevet før, men spørgsmålet vil nok altid dukke op i ny og næ på forums, blogs osv, senest forleden på Amino.dk, og derfor vil jeg give mit bud på hvad du skal kigge på når du skal finde et sted der kan hoste dit website.
Billigt webhotel eller dedikeret server
Jeg vil lægge ud med at definere tre begreber: Shared host, vserver (eller virtuel server) og dedikeret server. I samme rækkefølge kan du tage prisen: Shared hosts er billigst, dedikerede hosts er dyrere. Men hvad er så forskellen spørger du måske? En Shared host er et webhotel hvor du deler pladsen på selve serveren med mange andre. Nogle steder 100, andre steder endnu flere. En Vserver (eller Virtuel Server) deler du med knap så mange, gerne mellem 5-10 andre og sidst men ikke mindst er der den forkromede løsning som du kun deler med dig selv: En dedikeret server.
Du får med andre ord hvad du betaler for. Mere plads, mere trafik, større serverkraft og større fleksibilitet. Sidstnævnte kan dog også være en kilde til problemer. Er du ikke serverkyndig bør du samarbejde med en, eller ansætte en, der kan sætte serveren op og tage hånd om det hvis serveren går ned eller der i øvrigt måtte være problemer med den. Dette vil i øvrigt også typisk være tilfældet med en Vserver. Du kan dog hos nogle købe dig til at gøre din serverløsning til “managed” hvilket vil sige at hostingudbyderen også tager sig af opsætning og vedligeholdelse af serveren – naturligvis mod ekstra betaling.
Trafik
Hvor meget trafik har du brug for? Har du mange besøgende, har du mange filer dine brugere downloader (typisk større filer end mindre PDF filer), er dit site måske et site med mange billeder i god kvalitet, eller har du måske nogle videoer på din server som bruger ser? Alt sammen er med til at øge trafikforbruget og -behovet. Hos nogle hosts kan du få fri trafik – og få det – hos andre kan du få fri trafik, men med en (typisk løst defineret) øvre grænse alligevel.
Plads
Det er forskelligt fra host til host hvordan de fordeler pladsen. Typisk har man et fast mængde plads til selve websitet, og ubegrænset plads til mail og database. Det kan naturligvis variere og igen skal man overveje hvad man har brug for. Man trække mange paralleller til trafikken: Har du mange store og flotte billeder, har du mange videoer på dit site og skal de ligge på egen server, eller har du mange andre filer som dine brugere downloader?
Fleksibilitet
Det er klar, at når du køber et billigt webhotel er fleksibiliteten i bund. Du får det du har set på deres hjemmeside og mulighederne for at tilpasse er i bedste fald minimale. I og med at du deler serveren med andre, vil alle ændringer du vil have foretaget også ramme dem du deler serveren med, og det kan jo blive noget rod.
Sikkerhed + stabilitet
“Sikkerhed siger du?” Ja det gør jeg. Hvor vigtigt er dit site for dig? Når du deler er en server med andre, er der altid en risiko for at en af dem enten misbruger deres webhotel til underlige ting og dermed påvirker dit site også. Måske er et andet site på serveren under angreb fra hackere der får serveren til at gå ned, og vupti så er dit site også offline. Og du har ingen, eller minimalt, med kontrol over sikkerheden på serveren. Det er helt op til hostingudbyderen hvordan de sætter sikkerheden op på serveren hvis du vælger den billige løsning. Vælger du en Vserver eller en dedikeret server, har du meget større kontrol over sikkerheden, selvom du med en Vserver også kan blive ramt af hackerangreb på andre sites hostet på serveren. Men med muligheder kommer også ansvar og kompleksitet. Derfor vil det som nævnt i afsnittet om forskellen mellem Shared host, Vserver og en dedikeret server, være en god idé at alliere sig med en serverkyndig i det tilfælde.
Læs i øvrigt her, hvordan du forbedrer sikkerheden på din WordPress hjemmeside.
Support
Noget af det jeg selv lægger allermest vægt på når jeg vælger host, er deres support. Svarer de hurtigt på dine mails? Yder de telefonsupport? Er de fleksible og behagelige at snakke med, eller lyder det mere som om du er en i en lang række af kunder? Giv dem et kald, eller send en mail, hvor du lige stiller lidt “dumme spørgsmål” for at få en fornemmelse af deres supports niveau.
Kan du bruge det hele til noget? Det håber jeg du kan og ellers er du mere end velkommen til at smide et spørgsmål i kommentarerne eller sende mig en mail her.